Foto: Boglárka Kiss (Frej Wedlund), Niklas Ottander (Lorenzo Colombo) og Franco Ross Adams (Kirstine Lindemann)
På baggrund af et open call udsendt tidligere i år er tre kunstnere fra den danske scene blevet udvalgt til at deltage i årets besøgsprogram i Berlin under Month of Contemporary Music.
De udvalgte deltagere er:
Besøgsprogrammet, der i år finder sted fra den 2.-5. oktober, giver deltagerne mulighed for at udforske Berlins scene gennem udvalgte besøg- og netværksaktiviteter. I år er programmet som noget nyt udvidet og samler deltagere fra både Frankrig, Holland, Island, Luxembourg, Østrig, Finland, Norge og Schweiz. Programmet skaber dermed i år rammer for helt nye møder og forbindelser på tværs af ikke blot den nordiske, men også den europæiske scene i en fælles kunstnerisk udveksling.
“Jeg glæder mig helt utroligt meget til at tage del i Month of Contemporary Music sammen med andre europæiske kollegaer fra scenen for ny musik. Jeg glæder mig særligt til at opdage nye spillesteder og kunstnere, og så er jeg spændt på at tage del i ensemblefestivalen, hvor alle etablerede Berlin-baserede ensembler er samlet” – Kirstine Lindemann
“Jeg ser frem til at få en fornemmelse af Berlins scene samt specifikt til at pitche Panic diaries, et større værk til det danske ensemble K!ART, som forsøger at legemliggøre panikangst.” – Frej Wedlund
“Jeg er oprigtigt begejstret for at blive en del af Berlin Visiting Programme – og for at vende tilbage til et af de mest inspirerende kunstneriske miljøer, hvor grænser konstant udfordres og gentænkes. At indgå i en så levende kontekst og arbejde direkte med kunstnere, ensembler og kuratorer ville være en uvurderlig mulighed for at skabe nye samarbejder, uddybe eksisterende forbindelser og udvide mit kunstneriske perspektiv gennem en åben, nysgerrig og undersøgende tilgang.” – Lorenzo Colombo
Udvælgelsen er foretaget af en jury bestående af repræsentanter fra partnerne samt inm / field notes Berlin.
Om de udvalgte kunstnere
Lorenzo Colombo
Lorenzo Colombo er percussionist, performer og lydkunstner baseret i København med fokus på samtidsmusik og eksperimenterende praksisser. Han er medstifter af ensemblet NEKO3 og samarbejder løbende med en række europæiske ensembler og komponister. Han arbejder både som solist og med nye værker i tæt dialog med komponister og bevæger sig mellem performance, undervisning og tværmediale formater.
I forlængelse af besøgsprogrammet udnytter Lorenzo desuden opholdet i Berlin til at præsentere sit nye soloprojekt ved Morphine Raum den 6. oktober sammen med musik af Mads Emil Dreyer.
Kirstine Lindemann
Med en særlig interesse for kroppen og bevægelsen som kompositorisk materiale kredser Kirstine Lindemanns arbejde om rummet mellem dig og mig. Hun modtog i 2021 talentprisen fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Fond og i 2024 Pelle Prisen efter komponist Pelle Gudmundsen-Holmgreen. I 2025 modtog Lindemann Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Hæderspris samt Dansk Komponistforenings særlige arbejdslegat, Nye Veje.
Frej Wedlund
Som komponist arbejder Frej Wedlund med skrøbelige og intime materialer – tidligere udelukkende i akustisk musik, men i de senere år også i intermediale sammenhænge. Han er optaget af lyde, der befinder sig i en slags gråzone mellem det akustiske og det elektroniske, samt af den særlige intensitet, der opstår i selve koncertsituationen.
Projektet gennemføres i samarbejde med inm / field notes Berlin, Centre National de la Musique, Fonds Podiumkunsten Netherlands, Iceland Music, Kultur | lx – Arts Council Luxembourg, Austrian Music Export, Music Finland, Music Norway og Schweizer Kulturstiftung Pro Helvetia. Den danske deltagelse er støttet af Statens Kunstfond.