Foto: Lucy Gohm
Bang on a Can Summer Music Festival finder endnu en gang sted til sommer i rammerne af det spektakulære MASS MoCA i USA. Det 3 uger lange residency løber af stabelen fra 15. juli – 4. august, og i år bliver det med den danske pianist Ruben Høgh som deltager.
Lige inden jul annoncerede Art Music Denmark, at vi i samarbejde med New-Yorker-komponist kollektivet Bang on a Can endnu en gang har mulighed for at tilbyde en dansk komponist eller musiker tre ugers residency på Bang on a Cans sommerfestival. Bang on a Cans jury har stået for udvælgelsen, og ud af de danske ansøgninger er juryen altså endt med at udvælge Ruben Høgh som årets danske resident.
Ruben Høgh (f. 1996) er uddannet pianist på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (2016-23) hos Amalie Malling og Marianna Shirinyan, inkl. studieophold på Robert Schumann Hochschule i Düsseldorf hos Paolo Giacometti og private studier hos Laurent Boullet i Berlin. Gennem årene opstod en tiltagende interesse for ny musik, hvilket endeligt har resulteret i, at han siden sommeren 2023 har studeret på Manhattan School of Music’s “Contemporary Performance Program” i New York.
Vi har spurgt Ruben Høgh om, hvorvidt der er noget, han særligt ser frem til på årets Bang on a Can:
“Jeg stiftede bekendtskab med Bang on a Can ved Pulsar Festival i marts 2020, da deres ensemble Bang on a Can All-Stars optrådte som solister med DR Symfoniorkestret i værket “Flower Power” af Julia Wolfe – få dage inden Danmarks første nationale corona-nedlukning! Koncerten gjorde stort indtryk på mig, og da jeg senere fandt ud af, at der fandtes en festival i deres navn, vidste jeg, at det var noget, jeg måtte undersøge nærmere. Jeg har længe haft en ligeværdig fascination af de formelle og uformelle æstetiske rammer ved henholdsvis en klassisk koncert og en rockkoncert, men samtidig ikke følt at de hver for sig kunne indfri det fulde potentiale af en koncertoplevelse. At opleve et miljø, der på innovativ vis kombinerer disse elementer uden grundlæggende at gå på kompromis med hver scenes æstetiske potentialer, er for mig særligt tiltagende og en retning, jeg ønsker at udforske. Dette var desuden, hvad der først og fremmest bragte mig til mine studier New York, og jeg ser frem til at få en intens saltvandsindsprøjtning på den konto ved året Bang on a Can Festival!”
Lyt til Rubens indspilning af Julia Wolfe’s værk “Compassion” her.