Foto: Mia Rewitz
Cecilie Penney er blevet udvalg til vores residency hos Cashmere Radio.
I maj annoncerede vi et open call til vores næste residency hos den tyske community radio Cashmere Radio. Her faldt valget på den danske kunstner og komponist Cecilie Penney, der til oktober skal arbejde på sit kommende værk i Cashmere Radios inspirerende rammer i Berlin!
Om forventningerne til sit residency fortæller Penney følgende:
“I de seneste år har jeg været optaget af det skandinaviske sundhedssystem – af, hvordan det føles at være patient i et system, der kan være svært at navigere i. Jeg interesserer mig for de steder, hvor systemet støder imod det menneskelige, hvor bureaukrati kommer til at skygge for nærvær, tid og omsorg.
Hos Cashmere Radio vil jeg arbejde med en lydfortælling, der udfolder sig som en elektronisk duet mellem et sanatorium fra start 1900-tallet og et moderne supersygehus. Jeg vil indsamle feltoptagelser fra hospitaler – lyde af maskiner, fodtrin og dæmpede samtaler – og væve dem sammen med vokal-indspilninger. Med det vil jeg undersøge, hvordan vi gennem tiden har haft forskellige forestillinger om sygdom og heling og mulighederne for at skabe et mere sanseligt sundhedssystem i fremtiden.
I løbet af mit residency vil jeg udforske radioens potentiale som et rum for nærhed – et sted, hvor stemmer og fortællinger kan åbne små, intime lag af erfaring. Jeg ser frem til at udvikle værket hos Cashmere Radio og til at arbejde med dramaturgi, struktur og tempo i et inspirerende fællesskab, som jeg kan lære af og med.”
Om Cecilie Penney
Cecilie Penney (f. 1990) er en dansk kunstner og komponist, der arbejder på tværs af lyd, installation, video og tekst. Hendes praksis undersøger, hvordan samfundets infrastruktur og kulturelle normer former menneskelig adfærd, og hvordan følelser og empati fungerer inden for strukturelle og teknologiske systemer.
I de senere år har hun haft fokus på det skandinaviske sundhedsvæsen og stiller spørgsmål ved, hvad det vil sige at være syg, og hvordan patienter navigerer i en institution, der ofte kan være svær at få adgang til eller forstå. Gennem en konceptuel tilgang undersøger Penney, hvordan patienter ofte forventes at passe ind i faste rammer, der ikke afspejler deres individuelle behov. Hendes praksis inviterer til refleksion over, hvordan systemisk forandring kan opstå gennem følelsesmæssig indsigt og kollektiv nytænkning.
Om Cashmere Radio
Cashmere Radio er en, med deres egne ord, “not-for-profit community experimental radio station”, der oprindeligt var beliggende i Lichtenberg i Berlin i dets første seks år, men som siden har flyttet deres studio til Wedding.
Udover deres radioprogrammer samarbejder Cashmere Radio også ofte med andre organisationer om projekter, heriblandt kunstneriske residency-programmer.
Læs mere om Cashmere Radio på deres hjemmeside, hvor du også kan lytte til deres programmer.
Du har nu tilmeldt dig Art Music Denmarks nyhedsbrev.