Foto: Søren Lynggaard
Det er med stor glæde, at Art Music Denmark kan annoncere, at komponist Signe Lykke er blevet udvalgt til tre måneders residency på Cité internationale des Arts i Paris i 2026.
Residenciet på Cité internationale des Arts er en unik mulighed for danske komponister og musikere til at fordybe sig i deres arbejde, hente inspiration og udveksle idéer med internationale kollegaer, og det understøtter Art Music Denmarks mission om at skabe gode rammer for kunstnerisk udvikling og fordybelse. Signe Lykke er blevet udvalgt af den franske komité nedsat af Institut français med repræsentanter fra franske kulturinstitutioner.
Om muligheden fortæller Signe Lykke:
“Jeg er både taknemmelig og ekstremt begejstret for denne mulighed, og jeg takker komitéen ved Cité internationale des Arts i Paris for denne fornemme anerkendelse. Under residenciet vil jeg undersøge stemmen som kunstnerisk materiale og levende arkiv – i tværsnittet mellem erindring, bevægelse, krop og sang. Gennem workshops og samtaler med bl.a. det franske kollektiv Lovemusic og sopran og dirigent Barbara Hannigan vil jeg udvikle nye værker, der arbejder med den utrænede og aldrende stemme som bærer af hukommelse, intimitet og kollektiv erfaring. Jeg ser frem til at fordybe mig i udviklingen af de konkrete værker samt i det franske kulturliv og de nye kunstneriske relationer, som opholdet muliggør.”
Om Signe Lykke
Signe Lykke er en prisvindende dansk komponist, uddannet fra Trinity Conservatoire of Music i London og College of Fine Arts i Austin, Texas. Hendes musik beskrives ofte som værende en poetisk og porøs sammensmeltning af klang, der undersøger og udfordrer vores forståelse af tid. Hun fortæller selv, at hendes inspirationskilder favner bredt – fra Stravinsky, Chin og Sørensen til Prince, Robyn og Byrne.
Signe Lykke har komponeret musik for en lang perlerække af ensembler og solister, herunder tværkunstneriske værker i stor skala som operaen “Nordkraft”, danseforestillingen “Leaning Tree”, den interaktive lys-installation “Living Room” af Random International, samt en operatrilogi af kunstnerfællesskabet “Motherboard”. Fremtidige projekter inkluderer en ny violinkoncert for Danmarks Radios Symfoniorkester, et nyt værk for sopranen Barbara Hannigan, et stedsspecifikt orkesterværk for Rued Langgaard Festival i samarbejde med Sønderjyllands Symfoniorkester, Esbjerg Ensemble og Ars Nova, en sangcyklus for aldrende stemme og barokorkester, samt et nyskrevet værk til den prisvindende strygekvartet Novo Quartet i samarbejde med Bloom Festival.