Art Music Denmark og Cashmere Radio er glade for igen at kunne tilbyde et kunstnerisk residency i deres studie i Berlin til én kunstner fra Danmark, der arbejder med lydkunst eller ny kompositionsmusik.
Residency-opholdet finder sted den 13.-20. oktober i Cashmere Radios studie i Wedding, Berlin, med privat bolig i gåafstand fra studiet. Under opholdet får du mulighed for at udvikle, præsentere og sende et lydværk eller et kunstnerisk radioprogram på den internationalt anerkendte community radio samt deltage i et kurateret netværksprogram.
Om opholdet
Residenciet indebærer daglig adgang til Cashmere Radios studiefaciliteter, hvor man kan arbejde med sit eget kunstneriske radioprojekt eller lydværk, samt et kurateret netværksprogram.
Dit foreslåede værk kan enten være i form af et nyt lydkunstværk eller et kunstnerisk radioprogram, gerne med relation til den danske scene for ny musik og lydkunst. Formatet er helt åbent, men kan f.eks. involvere interviews, feltoptagelser, reportager eller en liveoptagelse. Det kan også være mere eksperimenterende og bryde med gængse radiokonventioner. Det kan være et projekt, du allerede arbejder på og ønsker at videreudvikle eller færdiggøre hos Cashmere – eller noget helt nyt.
Under opholdet vil du også blive inviteret til op til tre forskellige netværksmøder med relevante institutioner, organisationer eller aktører fra Berlins eksperimenterende musikmiljø. Netværksprogrammet kurateres af Cashmere Radio med udgangspunkt i den udvalgte kunstners faglige interesser, som angivet i ansøgningen.
Krav og praktikaliteter
Residency-opholdet tilbydes én person. Du kan enten repræsentere dig selv som soloartist eller som del af en gruppe, såsom et kunstnerkollektiv eller et ensemble. Det er et krav, at du har tilknytning til eller en del af de danske musikmiljøer inden for lydkunsten og kunstmusikken I Danmark, men du behøver ikke være dansk statsborger.
Forud for opholdet tilbyder Cashmere Radio og Art Music Denmark online feedback på dit foreslåede projekt, hvis du ønsker det.
Før og under dit ophold vil du være tilknyttet en kontaktperson fra Cashmere Radios bestyrelse, som koordinerer netværksprogrammet og dine studieaftaler, samt svarer på eventuelle praktiske spørgsmål under dit ophold.
Under dit ophold vil du få professionel hjælp til brugen af studiets faciliteter i forbindelse med dit arbejde, som vil være tilgængelige for dig dagligt. Ved afslutningen af dit ophold får du mulighed for at præsentere dit værk på radiostationen, som også vil blive sendt på deres online radio.
Dit værk behøver ikke være færdigt og kan sagtens tage form som en procesorienteret præsentation af et igangværende projekt. Når værket senere hen er færdiggjort, tilbyder Cashmere Radio også at præsentere det i sin endelige form. Det forventes, at du har intentioner om at færdiggøre det i tiden efter opholdet, men der vil ikke blive givet en specifik deadline. Cashmere Radio vil hjælpe med produktionen både under og – hvis nødvendigt – efter dit ophold.
Art Music Denmark dækker rejseudgifter, ophold på hotel i gåafstand til Cashmere Radio samt diæter (fastsat budget).
Hverken Cashmere Radio eller Art Music Denmark tilbyder forsikring i tilfælde af uheld under opholdet.
Udvælgelse og ansøgning
Alle ansøgninger vil blive vurderet af et panel bestående af repræsentanter fra Cashmere Radios bestyrelse og Art Music Denmarks Musikudvalg. Ansøgere får svar i juni, efter alle ansøgninger er blevet behandlet.
Deadline: 9. juni, 23.59
Send din ansøgning via formularen nedenfor:
ANSØGNINGSFORMULAR
Om Cashmere Radio
Cashmere Radio er en, med deres egne ord, “not-for-profit community experimental radio station”, der oprindeligt var beliggende i Lichtenberg i Berlin i dets første seks år, men som siden har flyttet deres studio til Wedding.
Udover deres radioprogrammer samarbejder Cashmere Radio også ofte med andre organisationer om projekter, heriblandt kunstneriske residency-programmer.
Læs mere om Cashmere Radio på deres hjemmeside, hvor du også kan lytte til deres programmer.
Kontakt Alexander Julin Mortensen, projektleder og kommunikationsansvarlig, for eventuelle spørgsmål: alexander@artmusicdenmark.org.
Du har nu tilmeldt dig Art Music Denmarks nyhedsbrev.