Foto: Mai Staunsager
Art Music Denmark har fået ny strategi og Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik har genudpeget os som genreorganisation 2026-29. Dermed får vi i de kommende år lov at fortsætte og udvikle det spændende arbejde for og med kunstmusikkens genrer og miljøer.
Med vores nye strategi ønsker vi at styrke både de kunstneriske miljøer og de professionelle aktører på tværs af landet – og øge kunstmusikkens gennemslagskraft nationalt og internationalt. Strategien udgangspunkt er fortsat i vores alsidige og dynamisk genreområder: klassisk musik, ny kompositionsmusik og lydkunst.
Sigtelinjer og indsatsområder
Strategien tager afsæt i to overordnede strategiske sigtelinjer og fire særlige indsatsområder, som vil være styrende for vores projekter, partnerskaber og prioriteringer:
Strategiske sigtelinier
1. Hele Danmarks organisation for kunstmusik
2. Videncenter for kunstmusikI den kommende periode vil vi fokusere endnu mere på at blive hele danmarks organisation for kunstmusik.
Vi vil være kendte og tilgængelige for alle professionelle aktører, uanset geografisk placering og genretilhør. Hos os skal man finde sparring, viden og muligheder – og et mødested, hvor hele musiklandskabet kan samarbejde.
Gennem rådgivning, netværk, dataindsamling og forskning har vi opbygget et unikt og uafhængigt videncenter for kunstmusik – både om den aktuelle scene og om kulturarven. Art Music Denmark samarbejder med de øvrige genreorganisationer om data og dokumentation. Sammen udvikler vi i de kommende år vores rolle som nationalt videncenter for musik endnu mere.
Særlige indsatsområder
Vi vil gøre en ekstra indsats for at fremme det bæredygtige kunstnerliv. Dette gør vi gennem rådgivning, efteruddannelse, netværk og projekter, der hjælper kunstnere med at opbygge en bæredygtig karriere og musikproduktion. Samtidig styrker vi international musikudveksling ved at skabe adgang til internationale netværk, residencies og samarbejder og ved at positionere Danmark som et internationalt knudepunkt.
Det er tydeligt at relationen mellem kunstmusik og samfund bliver stadig vigtigere. Derfor vil vi understøtter kunstnere, der engagerer sig i temaer som klima, trivsel og social sammenhængskraft, og samtidig formidler kunstmusikkens samfundsrelevans. Endelig fokuserer vi på vækstlag og fødekæder ved at kortlægge og udvikle talentmiljøer – særligt inden for klassisk musik – gennem partnerskaber, mentorskab og målrettede initiativer.Vidensarbejde, rådgivning og netværk som fundament.
Strategien bygger på et solidt vidensgrundlag. Vi vil fortsat gennemføre analyser og undersøgelser, der styrker feltets beslutningsgrundlag – og bruge vores indsigter aktivt i udviklingen af nye pilotprojekter og samarbejder.
Samtidig fastholder vi vores stærke rådgivnings-, informations- og netværksarbejde, der hvert år understøtter både kunstnere, organisationer og institutioner. Vi er en aktiv del af de miljøer, vi repræsenterer – som sparringspartner, facilitator og katalysator for nye muligheder.
En organisation i bevægelse
Med strategien for 2026–29 markerer Art Music Denmark ambitionen om at skabe varig værdi, både for de enkelte aktører og for kunstmusikkens økosystem som helhed. Det gør vi gennem målrettede indsatser, nye partnerskaber og fortsat vidensopbygning – altid med fokus på, hvor vi kan gøre den største forskel.
Læs hele Art Music Denmarks strategi HER.