nextcrowd annoncering_nyheder_2026
Art Music Denmark lancerer nextcrowd
jenny cashmere_nyheder_2026
Jenny Gräf Sheppard udvalgt til Cashmere Radio residency
tutti art0 event_nyheder_2026
Kom med til inspirationsmøde om programtekster og publikumsrettet kommunikation (online)
udvalgte canada program_nyheder_2026
Marcela Lucatelli og Rosanna Lorenzen udvalgt til netværksprogram i Canada

Foto: Black Rhino Radio

Art Music Denmarks projektleder indenfor lydkunst, Alexander Julin Mortensen, deltog i begivenheden Signals2Noise, hvor en sammenslutning af community radioer præsenterede et mangefold af nye værker, performances, workshops og talks. Arrangementet gjorde det tydeligt, hvor stor en værdi der er forbundet med at skabe internationale netværk.

I 2024 har Art Music Denmark samarbejdet med den tyske community radio Cashmere Radio om et kunstnerisk residency, hvor Maria Lepistö i skrivende stund arbejder på et nyt lydværk i deres faciliteter i Berlin, som senere hen vil blive præsenteret på deres online radio.

Den 4. oktober deltog Art Music Denmarks projektleder indenfor lydkunst i Cashmere Radios omfattende arrangement Signals2Noise, som fandt sted i Betonhalle i silent green; et tidligere krematorium, der nu fungerer som kulturcenter og koncertsted m.m. Til arrangementet præsenterede 16 community radioer fra forskellige lande nye lydkunst- og radioværker såvel som performances, koncerter og workshops, der relaterede sig til deres praksisser og flere af værkernes tematikker. Arrangementet blev realiseret med udgangspunkt i et fælles netværk, som de forskellige radioer indgår i.

Blandt de forskellige community radioer var blandt andet danske The Lake Radio, som bidrog med flere inspirerende værker og indslag. I opgangen mellem to af lokalerne i betonhalle fandt man f.eks. lydinstallationen Walls Who Whisper af Timmy Olivia Thyge Johansen og Louise Tandrup Esbensen. Værket indebar lydoptagelser fra den danske folkemindesamling Viser på Valse (1907-1947), og med de forskellige højtalere på væggene kunne man nu sagte høre lyde og stemmer fra fortiden, som nu indtog rummet på ny som en slags hjemsøgelse.  Det skabte en fornemmelse af et nedbrud mellem fortid og nutid, idet stemmerne fra folkemindesamlingen pludselig optog og influerede rummet og publikums oplevelser af det.

Den danske kunstner og musiker Frederik Heidemann, der ligesom Johansen og Esbensen også er en del af The Lake, præsenterede derudover en lyttesession med titlen Works for Radio: Listening Cinema, hvor publikum kunne lytte til fire udvalgte musik- og radioværker i mørke – et format som fordrede en dyb og opmærksom lytning. Senere på aften præsenterede de i samarbejde med dansk/islandsk/australske oceanfloor.group også et såkaldt parallel broadcast.

Signals2Noise var et inspirerende og øjenåbnende arrangement, der gjorde det klart, hvor stort et udbytte der kan være i at indgå i internationale netværk med ligesindede aktører. Med værker, talks og workshops, der bl.a. kredsede om politisk og kulturel modstand, kunstnerisk nytænkning såvel som historicitet og forholdet mellem fortid og nutid, var det tydeligt, hvor givende den kreative sparring og videndeling havde været mellem de forskellige community radioer, og hvordan det kunne resultere i nye kunstværker, som måske ellers ikke havde set dagens lys.

Art Music Denmarks arbejde med internationale netværk
Hos Art Music Denmark arbejder vi også med at facilitere nye netværk med henblik på at skabe mere videndeling og etablere nye samarbejder. Blandt andet initierede vi i 2021 det nordiske netværk STATUS, som vi siden da også har været en aktiv del af. Netværkets næste offentlige aktivitet finder sted under Nordic Music Days i Glasgow i form af en præsentation og diskussion om bæredygtig international musikudveksling.

 

Læs mere om vores residency med Maria Lepistö her.
Læs mere om STATUS her.

Tak for tilmeldelsen!

Du har nu tilmeldt dig Art Music Denmarks nyhedsbrev.