Foto: Malthe Folke Ivarsson
Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik har ydet et ekstraordinært tilskud til genreorganisationernes internationale transportstøtte.
Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik har igen i år ydet et ekstraordinært tilskud til genreorganisationernes internationale transportstøtte. Det samlede ekstraordinære tilskud udgør 633.000 kr., og Art Music Denmark har dermed knap 160.000 ekstra kroner at dele ud af. Efterspørgslen på international transportstøtte fra danske musikere er støt stigende, hvilket data fra genreorganisationerne underbygger.
Den internationale transportstøtte uddeles af de fire genreorganisationer Art Music Denmark, JazzDanmark, ROSA og Tempi, som samlet modtager mellem 400 og 800 ansøgninger om året fra danske musikere, som rejser ud i verden med deres musik eller bringer internationale musikere til Danmark.
Antallet af ansøgere er ligesom sidste år i vækst, og derfor har Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik besluttet at bevilge et ekstraordinært tilskud på 633.000 kr., som fordeles med 158.250 kr. til hver genreorganisation til udmøntning i 2024.
Art Music Denmarks tilskudspulje inden det ekstraordinære tilskud var på 683.928 kr., hvor Art Music Denmarks pulje til uddeling nu er på 791.250 kr.
“Art Music Denmark modtager årligt langt flere kvalificerede ansøgninger, end vi kan imødekomme. Samtidig oplever vi en støt stigning i antallet af ansøgninger. Vi er derfor meget glade for, at Statens Kunstfond har besluttet at supplere årets to resterende ansøgningsrunder så flere kan få gavn af puljen i 2024”. fortæller Regin Petersen, direktør i Art Music Denmark.
Du kan læse mere om puljen og søge støtte til dit internationale projekt her. Læs mere om dansk musik i et internationalt perspektiv i rapporten ‘Dansk Musikliv i Tal’ her.