Foto: Kristof Lemp af Alexander Tillegreen og Soffi Chanchira Larsen af Mette Nielsen

Som den danske sektion af ISCM har Art Music Denmark hvert år fornøjelsen af at udsende et åbent Call for Works til ISCM World New Music Days. Festivalens jury har i år udvalgt ikke blot et men hele to værker indsendt af den danske sektion til opførelse på festivalen, herunder Mette Nielsens værk ‘Tidlig soloppgang’ og Alexander Tillegreens værk ‘Phantom Streams’. 

Hvad er ISCM World New Music Days?

ISCM (International Society for Contemporary Music) er en verdensomspændende forening og netværk for ny musik med flere end 50 medlemslande. Foreningen afholdt ISCM World New Music Days første gang i Salzburg i 1923, og siden har projektet årligt rejst mellem storbyer over hele kloden. Festivalen er altså en globalt orienteret begivenhed, der er med til at forbinde musik til nye publikummer, nye musikere, komponister samt arrangører og organisationer fra hele verden. 


ISCM World New Music Days finder i år sted på Færøerne fra 22.-30. juni, hvor den danske komponistscene altså vil blive præsenteret flere gange.


Mette Nielsen

Mette Nielsen, som er uddannet komponist fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og Det Jyske Musikkonservatorium, arbejder med ensembler i alle størrelser samt solister, kor og orkester. I april 2023 fik hun uropført sit første orkesterstykke af Odense Symfoniorkester, og samme forår udkom albummet Frozen Moments med NOVO Quartet og Jonas Frølund med hendes strygekvartetter og værker for bassetklarinet. Foruden sit arbejde med professionelle ensembler og festivaler har Mette Nielsen skrevet musik for amatørmusikere og musikskoleelever, blandt andet til Edition S’ serie af musikskolestykker, Educate S, samt afholdt adskillige workshops i komposition for musikskoleelever og andre børn.


Mette Nielsen skriver om udvælgelsen til ISCM: “Jeg skrev “Tidlig Solopgang” til DR Vokalensemble, til en koncert med temaet “Lange nordiske sommernætter”, og jeg glæder mig til at høre det opført på Færøerne midt i de tidlige solopganges tid. Derudover ser jeg meget frem til at høre ny musik fra en masse forskellige lande og til at få lov til at være med til at repræsentere Danmark ved ISCM World New Music Days.”


Alexander Tillegreen

Alexander Tillegreen arbejder i flere forskellige formater, herunder kompositionsmusik, installationsværker, udstillinger, lyttesessions og audiovisuelle opførelser. Han har allersenest fået opført en række nye bestillingsværker til Darmstädter Ferienkurse for Neue Musik 2023 og har for nyligt udgivet sit første debut album ‘in words’ på det tyske elektroniske pladeselskab Raster. Hans kunstneriske værker og research drejer sig ofte om psykoakustiske fænomener som f.eks phantom word illusion, hvor lytteren bliver konfronteret med sit eget underbevidste, sproglige og kulturelle ståsted. 


Da vi spurgte Alexander, hvad han så særligt frem til ved ISCM 2024 lød svaret: “Jeg ser mest af alt frem til at høre en masse spændende musik fra hele verden og at se Færøerne som jeg aldrig har besøgt før. Samtidigt er det altid utroligt spændende at opleve hvordan folk oplever mine fantom-ords værker i ny kontekst. Da lyttere hører ord i materialet, baseret på deres sproglige og kulturelle baggrund, er det altid særligt berigende i en international og divers kontekst som denne.”


Andre indsendte værker på ISCM fra Danmark

Foruden Mette Nielsen og Alexander Tillegreens værker er Niels Lyhne Løkkegaards værk ‘Fatamorgana’ samt Andreja Andrics værk ‘Concert for Smartphone Network’ også blevet udvalgt – et stort tillykke til dem også! Begge har søgt direkte ved ISCM og blevet udvalgt af den færørske jury fra ISCM.

Tak for tilmeldelsen!

Du har nu tilmeldt dig Art Music Denmarks nyhedsbrev.