
Foto: Copenhagen Clarinet Choir af Malthe Ivarsson
GENSTART
Med projektet GENSTART har musikere, ensembler og komponister haft mulighed for at søge om midler til at udvikle nye koncertformater med fokus på genopførelse af allerede eksisterende værker. Langt de fleste nye musik-/lydkunstværker oplever kun én eller et par opførelser. Dette betyder, at hverken musikerne eller komponisterne får mulighed for at arbejde videre med og optimere værkerne, hvis potentiale derfor aldrig bliver foldet rigtigt ud. Konsekvensen er et kvalitetstab for alle involverede parter – også for publikum.
Gennem flere opførelser og et medfølgende tættere samarbejde mellem musikere og komponister kan vi løfte både værkerne, indstuderingen og fortolkningen op på et højere niveau. At indtænke værkerne i nytænkende koncertformater og arbejde bevidst med programsætningen skaber en bedre forudsætning for at formidle musikken meningsfuldt og derved nå et bredere publikum. I kombination med at styrke samarbejdet mellem musikere og komponister, vil et strategisk og målrettet arbejde med programsætning og koncertformat understøtte en mere økonomisk og kunstnerisk bæredygtig koncertkultur – både når det gælder de allerede eksisterende værker og nye bestillinger.
Foruden de økonomiske midler vil de udvalgte projekter også få tilbudt støtte i form af rådgivning vedr. projektudvikling, planlægning, eksponering og promovering.
I 2024 er følgende kunstnere udvalgt til at deltage i GENSTART:
- Lil Lacy
- Lorenzo Colombo
- To Stemmer
- Njyd Quartet
- Kjærbye/Maschmann Duo
- CRAS Ensemble
- Kirsten Voss / Kalun Leung
- Copenhagen Clarinet Choir / Anders Lauge Meldgaard & Carolyn Goodwin
- Mathias Reumert
- Hehku Ensemble
- Kvindestemmer
- Vierhalbiert
- Rudersdal Kammersolister
- Fei Nie
Kunstnerne er udvalgt på baggrund af et open call udsendt i marts 2024. Juryen bestod af musikfaglige repræsentanter fra Art Music Denmark, Dansk Komponistforening og Edition-S.
GENSTART er støttet af Augustinus Fonden, William Demant Fonden og Hoffmann & Husmans Fond