OM OS
Charter
Charter for Art Music Denmark
Værdigrundlag for en inkluderende og transparent praksis
Nærværende charter vedrører Art Music Denmarks sekretariat, Musikfaglig udvalg og bestyrelsen. Med nærværende charter ønsker Art Music Denmark at understøtte, at vores processer og aktiviteter internt og eksternt er inkluderende over for de mennesker, de omhandler, samt for øvrige relevante målgrupper. Art Music Denmarks virke skal fordre diversitet, ligestilling og inklusion blandt vores målgrupper og sekretariat. Charteret er godkendt af Art Music Denmarks bestyrelse 1.6.2026.
Værdier
Art Music Denmarks formål er at styrke musiklivet i Danmark og dansk musik i udlandet. Vi arbejder for at fremme og opretholde en kultur præget af ligestilling på tværs af køn, etnicitet, alder, seksualitet, religion, hudfarve, funktionsvariationer og handicap, og for at mindske diskrimination og krænkelser i vores miljø, som vi bliver gjort bekendt med. Vi tror på, at kunstens styrke og mangfoldighed kommer fra vores evne til at omfavne og fejre forskelligheder. Vores fællesskab skal være et trygt og inkluderende rum, hvor alle føler sig velkomne og respekterede.
Transparens er en kerneværdi for os. Vi forpligter os til at være åbne og ærlige i vores kommunikation og beslutningsprocesser, og vi stræber efter at skabe gennemsigtighed i relevante processer og aktiviteter.
Vi arbejder for professionelle kunstneres ret til et værdigt arbejdsliv og forpligter os til at støtte kunstnere i deres stræben efter at udøve deres kunst på en bæredygtig måde. Derfor tager vi udgangspunkt i gældende tariffer og overenskomster i Danmark og internationalt, under hensyntagen til de enkelte landes gældende praksis.
Evaluering og læring
Evaluering er indarbejdet som praksis i Art Music Denmarks projekter og større processer. I forbindelse med residencies og besøgsprogrammer vil evalueringen tage udgangspunkt i kunstnernes overordnede forløb, oplevelse med samarbejdspartnere og de opstillede målsætninger for det givne residency eller besøgsprogram.
Art Music Denmark inddrager altid evalueringen ifm. med eventuel videreførelse og videreudvikling af de givne tiltag for at sikre de bedst mulige tilbud.
Samarbejder
Art Music Denmark indgår i et alsidigt netværk af forskellige samarbejdspartnere, der tæller både etablerede institutioner og aktører såvel som mindre organisationer og kunstnere. I udviklingen af nye tiltag og projekter bestræber vi os på at samarbejde med partnere, der lever op til Art Music Denmarks værdigrundlag.
Rådgivning
Adgangen til rådgivning er transparent og åben. Alle henvendelser om rådgivning besvares. Valg af rådgivningsform og omfang vurderes af Art Music Denmarks konsulenter under hensyntagen til henvendelsens karakter.
Der arbejdes med kvalitetssikring og udvikling af vores rådgivning, bl.a. ved udvalgte fælles rådgivningsforløb.
Synlighed og transparens
Vi arbejder for at være en synlig og tilgængelig genreorganisation for vores miljøer i hele Danmark. Art Music Denmark bestræber sig på at kommunikere på en synlig, brugbar og tilgængelig måde. Vores kommunikation henvender sig til en bred vifte af forskellige målgrupper og demografier inden for vores felt.
Art Music Denmark tilstræber en transparent kommunikation om udvælgelsesprocesser ift. ansøgninger til open calls, international transportstøtte o.lign. I behandling af disse ansøgninger inddrages en eller flere af Art Music Denmarks musikfaglige udvalg altid som repræsentanter for organisationen mhp. at sikre en professionel og faglig vurdering samt at undgå inhabilitet og egeninteresser hos sekretariatets ansatte. Medlemmerne af det musikfaglige udvalg udpeges af Art Music Denmarks bestyrelse efter besluttet og offentligt tilgængeligt kommissorium.
Forebyggelse og håndtering af grænseoverskridende adfærd
Art Music Denmark tolererer ikke grænseoverskridende adfærd, herunder chikane, seksuel chikane, diskrimination, mobning eller anden krænkende adfærd. Organisationen arbejder aktivt for at sikre et trygt, respektfuldt og inkluderende arbejdsmiljø for alle medarbejdere, samarbejdspartnere og deltagere i organisationens aktiviteter og projekter.
Procedure for håndtering af grænseoverskridende adfærd kan findes i Art Music Denmarks årsrapport samt forneden. Proceduren beskriver, hvordan henvendelser håndteres, og hvilke muligheder der er for at søge støtte og rådgivning.
Guide vedr. oplevelser af grænseoverskridende adfærd
Hvis du oplever grænseoverskridende adfærd, chikane og / eller diskrimination i forbindelse med dit engagement i Art Music Denmark-regi, opfordrer vi dig til at rapportere det til din kontaktperson (den pågældende projektansvarlige fra Art Music Denmark) eller direkte til ledelsen i Art Music Denmark.
Art Music Denmark vil håndtere sagen med den nødvendige diskretion for at beskytte værdigheden, karrieren og privatlivet for de involverede.
Kontakt
Kontakt sker først og fremmest via projektlederen for det pågældende projekt. Derudover kan følgende kontaktes:
Regin Petersen
Direktør, Art Music Denmark
Tlf. +45 31 52 86 17
Bestyrelsesleder, Art Music Denmarks bestyrelse
bestyrelsen@artmusicdenmark.org
Se hvem der er bestyrelsesleder her.
Nødkontakt
Politi: Ring 118
Nødtelefon: Ring 112
Center for Seksuelle Overgreb: Ring +45 35 45 50 32
