Foto: Art Music Denmark
Kom med d.11. oktober, hvor du kan få indblik i Guðjón Andris udforskning af de kreative muligheder i gammelt elektronisk lydudstyr 1950’erne, 60’erne, 70’erne og 80’erne.
I lang tid lavede Guðjón Andri udelukkende musik på sin laptop. Men i den sidste halvanden måned har hun befundet sig i Lydlaboratoriet og er dykket dybt ned i det gamle lydudstyr, som står i studiet i Musikhuset København, og har opdaget interessante ting om den kreative proces undervejs.
”Det betyder virkelig meget for mit kreative workflow, at alting bliver så besværligt. Alle de ændringer, jeg lynhurtigt kan lave på computeren, tager for evigt på de gamle maskiner, så jeg skal tænke meget mere over, om det er dét værd at lave hver eneste lille modifikation”, siger Gudjon.
Den 11. oktober kl. 19.00-20.30 åbner Gudjon dørene til Lydlaboratoriet til Open Lab: Time Capsule. Og der kommer ikke til at være en laptop i syne: Hun arbejder udelukkende med de originale gamle maskiner, hvor den nyeste i opsætningen er en Roland TR-909 fra 1983 – og den ældste en Brüel & Kjær fra 1955.
Ved hjælp af signalgenerator, forstærkere og filtre, der oprindeligt var beregnet til akustiske målinger, har hun de sidste par måneder blandt andet eksperimenteret meget med drift – det samspil, der opstår, når to eller flere rytmiske figurer næsten er synkroniseret, og langsomt glider ind og ud af takt med hinanden. Publikum til Time Capsule kan forvente minimal, dubbet techno over dissonante, hule klangflader, der giver et sug i maven – og ekkoer, der klinger ud i en uendelighed.
“Jeg har opdaget, at når computeren giver mig uendelige muligheder, er det meget sværere at opnå et præcist kunstnerisk udtryk – fordi jeg kan gøre alt. Jeg kan altid bare hoppe videre til næste pre-set eller prøve noget helt andet, hvis noget ikke dur med det samme. Men med de her maskiner er jeg nødt til at finde den rigtige kanal og tilslutte kablerne igen, og huske, om det var kanal syv eller otte, jeg brugte før… og det får mig til at prøve hårdere for at få tingene til at virke. Der er nogle benspænd bygget ind, og der er noget virkeligt spændende at hente i de begrænsninger,” siger Gudjon.
Du kan reservere din billet her: BILLETTER. Vær opmærksom på, at antallet af billetter til arrangementet er meget begrænset.
Hvor
Musikhuset København
Vesterbrogade 59, 1. sal
Hvornår
11. oktober
Kl. 19.00-20.30
Om Lydlaboratoriet
Lydlaboratoriet er et projekt lanceret af Strøm og Art Music Denmark for at gemme og genaktivere gammelt elektronisk lydudstyr fra 1950erne, 60erne, 70erne og 80erne.
I studiet har de to musikere Guðjón Andri og Anton Friisgaard eksperimenteret med maskinerne I tre måneder og udforsket de muligheder, lyde og musikalske udtryk, de kan opnå med dem. Anton Friisgaard afholdt et open lab under dette års Strøm Festival (den 31. august 2023).
Om maskinerne
Lydudstyret og de elektroniske maskiner, som står i Lydlaboratoriet, er udlånt til Strøm og Art Music Denmark af lydpioneren Gunner Møller Pedersen samt DTU og andre, som har doneret til samlingen. Udstyret er blevet samlet I samarbejde med Maple Pools.
Du har nu tilmeldt dig Art Music Denmarks nyhedsbrev.