Art Music Denmark ansætter Maria Frej til projekt om de klassiske musikforeninger

Foto: Mats Bäcker

Maria Frej, der har en omfattende baggrund som chef og direktør i forskellige poster i musiklivet, skal hjælpe Art Music Denmark med at kortlægge og undersøge de klassiske musikforeninger og deres behov. Ønsket er at lære mere om, hvordan vi kan styrke disse væsentlige koncertscener for den klassiske kammermusik i Danmark.

De klassiske musikforeninger udgør et vigtigt arbejdsmarked for klassiske musikere og tilbyder samtidig en enestående geografisk spredning af klassiske koncerttilbud ud i det ganske land. Foreningerne er typisk drevet af frivillige kræfter og for en minimal økonomi, samtidig med at der præsenteres programmer på højt kunstnerisk niveau. Med en kortlægning af aktivitetsniveau, publikumsarbejde m.m. vil Art Music Denmark se nærmere på, hvordan man kan styrke disse vigtige koncertscener for klassisk kammermusik.

Maria Frej udfører dels en spørgeskemaundersøgelse og dels en række interview med aktører på området, og vil på den baggrund levere en rapport med fakta og anbefalinger til det videre arbejde.

Maria Frej glæder sig til at fordybe sig i området:  ”Jeg synes, det er sjovt at tænke på, at jeg så langt tilbage som i 2002 var med til at udarbejde en rapport om ”vilkårene for koncertfremførelse af klassisk kammermusik i Danmark”, og at jeg nu får lov at vende tilbage og undersøge, hvad der er sket på de 20 år.”

Regin Petersen, direktør i Art Music Denmark, udtaler sig: “Art Music Denmark sætter i den kommende tid fokus på de danske klassiske musikforeningers vigtige rolle i dansk musikliv. I de kommende måneder har vi glæden af at knytte musikmennesket Maria Frej til vores organisation. Maria har en baggrund som topleder i dansk og svensk klassisk musikliv foruden lang erfaring fra det organisatoriske og kulturpolitiske liv.  Vi glæder os til samarbejdet.”

Om Maria Frej

Maria Frej arbejder som freelancekonsulent med opgaver inden for musik- og kulturbranchen. Hun har gennem en lang årrække bestridt ledende poster inden for musiklivet; som ensemblechef, programchef, administrerende direktør m.m., samtidig med et aktivt musikpolitisk virke inden for organisationer, bestyrelser, kommunalpolitik m.m. Maria Frej var frem til foråret 2023 administrerende direktør og koncerthuschef for Malmö Live og Malmö SymfoniOrkester, hvor hun tegnede en udvikling med stærkt strategisk fokus på publikumsudvikling og lokal positionering. Forinden var Maria Frej programchef i Tivoli og ansvarlig for bl.a. Tivoli Copenhagen Phil og Tivoli Big Band.

Tak for tilmeldelsen!

Du har nu tilmeldt dig Art Music Denmarks nyhedsbrev.