Art Music Denmark ansætter Anja Nedremo som konsulent indenfor klassisk musik

Vi er glade for at kunne dele nyheden om, at vi har ansat Anja Nedremo som konsulent indenfor den klassiske musik.

Anja Nedremo er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, hvor hun nu underviser i klassisk saxofon og kammermusik, og har derudover en postgraduat uddannelse fra Escola Superior de Música de Catalunya i Barcelona. Anja har mangeårig erfaring som både underviser og mentor samt som producent af koncerter og festivaler såvel som med drift af organisationer. 

Som konsulent inden for klassisk musik bliver en af Anjas hovedopgave at yde rådgivning til genrens professionelle aktører.

Med sin varierede baggrund som musiker, underviser og projektmager indenfor klassisk musik kan Anja hjælpe med generelle spørgsmål ift. nationale/internationale kontakter, koncert bookinger, information om festivaler, fondsansøgninger og organisationsarbejde.

Art Music Denmark er hele Danmarks genreorganisation for klassisk, ny kompositionsmusik og lydkunst. Derfor er vi også glade for, at vi med Anjas ansættelse i endnu højere grad vil kunne være tilstede uden for hovedstadsområdet, da Anja er bosat i Jylland og fortsat vil have sin daglige gang dér. Vi er sikre på, at Anja med sine mangfoldige erfaringer og store netværk indenfor den klassiske musik vil blive til stor gavn for en bred gruppe af aktører i hele Danmark, der beskæftiger sig med genreområdet.

Anja starter i april og pr. 17. april vil hun kunne kontaktes på anja@artmusicdenmark.org 

Tak for tilmeldelsen!

Du har nu tilmeldt dig Art Music Denmarks nyhedsbrev.