Lyder international eksponering og promovering som noget for dig? Så læs med her:
For knap et år siden lancerede ISCM for første gang det sociale-medier-projekt ISCM Virtual Collaborative Series. Formålet med projektet er at fremme tilstedeværelsen samt dækningen af ny musik online, og dette gøres ved at “showcase” udvalgte komponisters værker på ISCM’s kanaler. Art Music Denmark er den danske sektion af ISCM, og ansøgning foregår gennem os. Deadline for indsendelse til Art Music Denmark er 1. marts 2023.
Sådan ansøger du
Udfyld følgende ansøgningsformular hvori link til optagelse (enten video eller audio) af værkfremførelse også tilføjes. For at blive taget i betragtning til projektet skal linket til det optagede værk desuden være lovligt tilgængeligt og offentligt online. Du kan indsende maksimalt et værk pr. komponist til Art Music Denmark, og alle rettigheder skal være clearet på tidspunktet for indsendelse.
(Ansøgninger med manglende info og bilag vil ikke blive behandlet.)
Udvælgelse af værker
Puljen af indsendte værker vurderes af Art Music Denmarks Musikfaglige udvalg. Det Musikfaglige udvalg udvælger seks værker, som Art Music Denmark sender videre til ISCM Virtual Collaborative Series Project, som derefter udvælger hvilke(t) værk(er), der kan inkluderes i projektet.
Hvad er ISCM?
ISCM (International Society for Contemporary Music) er en verdensomspændende forening og netværk for ny musik med flere end 50 medlemslande. Foreningen er særligt kendt for den årlige festival ISCM World New Music Days, som blev holdt for første gang i Salzburg i 1923. Siden har festivalen årligt rejst mellem storbyer over hele kloden og dette med adskillige danske værker på festivalprogrammet. Festivalen afholdes næste gang til vinter 2023 i Sydafrika – hold øje med Art Music Denmarks nyheder for info om ansøgningsfrister.
Deadline for indsendelse til Art Music Denmark er 1. marts 2023.
Du har nu tilmeldt dig Art Music Denmarks nyhedsbrev.