Et pilotprojekt om levende formidling af en musik der ikke må glemmes.
Danmark er ved at miste en enestående lydskat – en væsentlig del af dansk kulturarv.
Siden komponisterne Gunner Møller Pedersen (1943) og Fuzzy (1939-2022) for 50 år siden med de legendariske ”MUSIKZAG”- koncerter med live elektronmusik i Ny Carlsberg Glyptotek gjorde avantgarde elektronisk musik populær og relevant for et bredt publikum, har de begge arbejdet med rumlig lyd og musik som en væsentlig del af deres kunstneriske métier.
Fuzzy er desværre ikke iblandt os længere, hvorimod Gunner Møller Pedersen fortsat er aktiv. For dem begge skal der findes en ny fremtid for deres værkarkiver og unikke samlinger af studieudstyr og instrumenter.
Med initiativet Lydskatten sætter komponisterne – i samarbejde med musikinstitutionerne Strøm, Art Music Denmark, Dansk Komponistforening – gang i denne fremtidssikring. Et initiativ, der arbejder for at redde, fremtidssikre og formidle deres arkiver og samlinger. Dette sker bl.a. ved digitalisering af komponisternes omfattende værkarkiver samt ved at stille deres instrumenter og musikudstyr til rådighed for nye generationer og igennem en række events og aktiviteter sikre at arkiver mm. bliver aktiveret og brugt i fremtiden.
Foto: Frederik Bentsen.
Du har nu tilmeldt dig Art Music Denmarks nyhedsbrev.