KIMI Ensemble hjemvendt fra residency i Sydspanien

Foto: KIMI Ensemble

Tidligere på året lancerede vi et open call til et residency i Sydspanien for klassiske musikere. Formålet med residenciet var at give musikerne mulighed for at have intensive øveperioder og etablere nye, internationale netværk. Valget faldt på KIMI Ensemble, som var afsted på det to uger lange ophold ved Fundación Valparaiso fra d.3 til 16. november.

Om deres ophold fortæller KIMI Ensemble:

“KIMI ensemble har været på ophold i to uger i Spanien hos Fundacion Valparaiso, som viste sig at være et paradis for kunstnere, der gerne vil gå i dybden med et projekt, blive inspireret og fokusere på sit arbejde uden at skulle blive distraheret af hverdagens travlhed. Der var nok plads i “Auditorium” og i selve huset på Fundación hvor vi alle tre kunne øve os separat og samlet. Til sidst havde vi en arbejdsvisning, hvor vi spillede en del af vores repertoire fra “Galgenlieder”, som vi arbejdede på under opholdet, og de andre to kunstnere lavede en præsentation af værkerne, som de skabte i Fundación. Det var en uforglemmelig oplevelse og et sted, som vi gerne vil vende tilbage til. Vi er dybt taknemmelige for at vi kunne være i Fundación Valparaiso og vil varmt anbefale det til andre musikere”.

Arbejder du med kunstmusik, og kunne du have interesse i selv at komme på residency i udlandet, så hold øje med vores hjemmeside og sociale medier, hvor vi løbende annoncerer nye open calls.

Tak for tilmeldelsen!

Du har nu tilmeldt dig Art Music Denmarks nyhedsbrev.