Kom på 3 ugers residency i USA hos Bang on a Can

Foto: Bang on a Can

New-Yorker-komponist kollektivet Bang on a Can, Statens Kunstfond og Art Music Denmark tilbyder endnu en gang i 2023 en dansk komponist eller musiker tre ugers residency på Bang on a Cans sommerfestival i Massachusetts fra d. 10. juli – 30. juli 2023.

Legatet inkluderer transport (Danmark USA t/r), kost og logi samt undervisning. Ansøgningsfristen er den 10. januar 2023.

Om festivalen

Bang on a Can Summer Music Festival er et tre ugers residency og musikalsk utopia for nyskabende komponister og performere og finder sted på Mass MoCA (Massachusetts Museum of Contemporary Art) i de smukke Berkshire Bjerge i Massachusetts.

Festivalen er dedikeret til at udforske den ny musik og gennem seminarer, workshops, koncerter og performances ledsaget af ikke mindst nogle af de dygtigste kunstnere, komponister og musikere: heriblandt Gregg August, bas; Maya Stone, Fagot; David Cossin, perkussion; Lauren Radnofsky, cello; Michael Gordon, komponist; David Lang, komponist; Brad Lubman, dirigent; Nick Photinos, cello; Vicky Chow, klaver; Todd Reynolds, violin;Ken Thomson, saxofon og klarinet; Julia Wolfe, komponist og mange flere.

Festivalen kulminerer til slut i 3-dages festivalen LOUD Weekend. 

I løbet af Bang on a Cans Summer Festival vil den udvalgte danske deltager indgå i en række forskellige aktiviteter:

  • Masterclasses og øvrig undervisning.
  • En række af det internationale musiklivs ypperste komponister og udøvere vil undervise på kurset, og deltagere på kurset kan modtage undervisning af flere forskellige tutorer i løbet af festivalen
  • Daglig fysisk træning
  • Samarbejde med ensemble
  • Mulighed for at opleve festivalens koncertprogram dagligt
    sociale aktiviteter, særlige gæsteforelæsninger med videre. Der stilles øvefaciliteter til rådighed for udøvere, og faciliteter inklusive elektroniske værktøjer for komponister, ligesom både udøvere og komponister opfordres til samarbejde med andre deltagere på kurset og de deltagende ensembler.

Hvad er Bang on a Can?

Bang on a Can er et unikt komponist-kollektiv, som arrangerer festivaler, udgivelser og koncerter i hele verden med base i New York City. Bang on a Can opstod i 1980’ernes unådige New York – først som en enkelt dag med én lang marathonkoncert med eksperimenterende musik og lige siden som et højtrangeret internationalt komponist-kollektiv for den mest innovative og fremadsynede musik. Bang on a Can udfordrer alle forestillinger om, hvordan en koncert kan formes, forløbe og fremføres!

Ansøgning

Frist d. 10. januar kl: 17:00 (NYC tid) 2023

VIGTIGT: Ansøgningsgebyret (application fee) skal ikke betales, selvom der lægges op til det i ansøgningsblanketten.

Du omgår dette ved at klikke af i boksen med titlen “I have paid” og ved at skrive “AMDK” i nummeringsfeltet.

Udvælgelse af kunstner

Bang on a Can nedsætter en jury, som udvælger årets danske resident. Udvælgelsen vil være foretaget senest 28. februar 2023. Der gives direkte svar til den udvalgte via mail.

For yderligere spørgsmål, kontakt laura@artmusicdenmark.org

Ansøg her: https://bangonacan.org/summer_festival/info_for_applicants

Tak for tilmeldelsen!

Du har nu tilmeldt dig Art Music Denmarks nyhedsbrev.