STATUS-rapport præsenteret på Nordic Music Days og Music X Media
- oktober 27, 2022
- NYHEDER

Foto: Miikka Varila (fra Music X Media)
I september lancerede vi en rapport med det nordiske netværk STATUS, der adresserede de mange muligheder og udfordringer, der præger kunstmusikken i Danmark, Island, Finland, Sverige og Norge. I september og oktober har vi været til henholdsvis Nordic Music Days i Island og Music x Media i Finland for at fortælle nærmere om rapporten.
Den kendte finske musikmesse Music X Media fandt sted i Tampere 28. september til 1. oktober. Music X Media har et stort og dedikeret finsk og internationalt publikum og under messen bliver utallige koncerter og events afholdt. Programmet var et overflødigshorn af præsentationer, der italesatte musikkens tematikker lige nu. F.eks. blev emner som “Festivals for Sustainable Touring – Activism, greenwashing or the new normal?”, “Authors and composers in the European music streaming market” og “The Future of Music Radio” behandlet.
STATUS, vores nordiske samarbejde med Iceland Music Information Center, Unga Tankar om Musik, Music Finland og Music Norway, var også tilstede for at præsentere vores rapport om kunstmusikkens status i Norden.
Merja Hottinen fra Music Finland og Catherine Lefebvre fra Art Music Denmark præsenterede på gruppens vegne rapporten. Præsentationen blev efterfulgt af en paneldebat, som udover Merja Hottinen og Catherine Lefebvre også bestod af Lasse Lehtonen, forsker ved Helsinki Universitet og chefredaktør for FMQ, Lauri Supponen, komponist og Anna Angervo, violinist og producent for Tampere Raw Ensemble.
D.11. oktober rejste Art Music Denmarks projektleder Laura Dalgaard Christoffersen derudover til Reykjavik, Island for at deltage i Nordic Music Days, som løb frem til d.15. oktober.
Med IMPACT som tema havde dette års festival særligt fokus på musik og kunst i en social, politisk og økologisk kontekst og bød på et væld af spændende koncerter, workshops og debatter.
Som en del af dette års program havde Nordisk Komponistråd i fællesskab med NOMEX arrangeret minikonferencen “Music Export Event”, et fokuseret program for komponister om international karriere, netværk og udvikling. Art Music Denmark var i den forbindelse blevet inviteret til at præsentere STATUS-rapporten efterfulgt af en Q&A i fællesskab Signý Leifsdóttir fra Icelandic Music Information Center.
Det var en fornøjelse at opleve den positive modtagelse af rapporten samt høre de forskellige refleksioner og idéer til det videre arbejde med STATUS i både Reykjavik såvel som Tampere.
Rapporten kan læses på nordicstatus.org.