Danske kunstnere og kuratorer besøger Berlin

Foto fra Cashmere Radio

1. til 4. september inviterede Art Music Denmark i samarbejde med Neustart og Initiative Neue Musik otte danske kunstnere og kuratorer til Berlin: Alexandra Hallén, Mads Emil Dreyer, Anna Berit Asp Christensen, Mikkel Egelund Nielsen, Bettina Marie Ezaki, Søs Gunver Ryberg, Bara Gisladottir og Art Music Denmarks direktør Regin Petersen deltog i et tætpakket program under den vidtfavnende tyske festival “Month of Contemporary Music” for at finde inspiration, nye samarbejdspartnere og muligheder.

Mikkel Egelund Nielsen, guitarist i bl.a. ensemble NJYD, giver en beskrivelse af sin oplevelse af turen.

Vi var en lille delegation af danske musikere, komponister, lydkunstnere og festivalledere, der tog på Sound Walk rundt i Berlin, som en del af Monat der zeitgenössischen Musik.

En rolig og langsomt bevægende baggrunds-tone blev aktiveret, når jeg trykkede på “play”. Fuglekvidren og den beroligende lyd fra vinden i træerne skiftede stemning og blev mere præsent – der blev zoomet helt ind og skruet op for effekterne. En kvindelig stemme meldte sin ankomst; På tysk fangede hun min opmærksomhed og bad mig se mod lejlighedsbygningen bag mig.

Vi skulle på en lille rejse op. “Se altanen på 3. sal”, sagde hun. “Her bor en familie på 4, de er i gang med at gøre klar til aftensmaden”. Alt imens den kvindelige stemme fortalte, skiftede lydbilledet fra før til et mere livligt og dagligdags univers. Lyden af tallerkener der blev stillet frem, bestik der blev taget op af skuffen, børn der legede, tegnede, lavede lektier eller tabte noget på gulvet. Mor og far der talte sammen. Elevatorstøj og lyden af en nærmest futuristisk tidsmaskine kastede mig videre. Den kvindelige stemme fra før har bedt mig kigge på lejligheden på 4. sal. Den er nydelig – med enkelte potteplanter og et rent udtryk. Her boede en ældre kvinde med sine tre katte.

Sådan fortsatte rejsen opad – til både taglejligheden, skyerne, stratosfære og mesosfære. Efter i alt 2-3 minutter stoppede fortællingen og de skiftende lydindtryk. Jeg gik videre i den yndige lille, nærmest private, men stadig offentlige baggårds-park i Berlin Mitte. På min jagt efter en ny QR-kode og med øjnene fast rettet mod min iPhone, som de sidste 20 minutter har været fast monteret i min venstre hånd – det slog mig, at jeg måtte ligne en turist, som var blevet væk og blot leder efter nærmeste udgang eller S-Bahn station. Heldigvis mødte jeg andre – enten søgende eller roligt lyttende, eftertænksomt opmærksomme og åbne for lydindtryk og fortællinger – på min rute rundt i haven.

Art Music Denmark har inviteret os med til Berlin i samarbejde med Initiative Neue Musik Berlin (INM). Der er lagt et stramt og spændende program for weekenden, selvsamme hvor festivalen starter – en hel måned med ny musik i Berlin, hvor INM har samlet mindre festivaler, koncerter og arrangementer til en begivenhedsrig måned. I Berlin handler september måned om nye verdener af lyd. Måske ikke for alle – men trods alt for et bredt og interesseret publikum. Ny musik, uropførelser, lydkunst, musikteater, improvisation, elektroakustiske værker og lydinstallationer skal ses, høres, opdages, følges, mærkes og formes i byen.

At kalde det en måned for ny musik er nærmest en underdrivelse. Med omkring 150 arrangementer på 65 scener, er det et overflødighedshorn af indtryk, overvældende og en indikation om, at alle bosiddende og besøgende i Berlin kan lade sig overraske og inspirere af de mange nye tendenser indenfor lyd og kunst, genrer og ideer, som følger i resten af måneden. Koncerterne spænder fra små klubscener til større koncertsale. 

Jeg finder det interessant, at festivalprogrammet ikke er kurateret af én festival, organisation eller instans, men at den er skabt i et samarbejde mellem flere og nærmest direkte fra en uafhængig kulturscene. Jeg forestiller mig, at man i september måned forener en stor mængde forskellige kunstneriske tilgange under ét tag, hvis bredde og kulturelle substans forbinder og formidler ikke blot Berlins, men også hele Tysklands – og formentlig hele det internationale ny musik-miljø.

I løbet af de 3 dage vi var dernede, nåede vi at opleve forskellige verdener af ny musik og lydkunst. Ensembler som både præsenterede uropførelser af nye værker skrevet til begivenheden og opførelse af ældre værker. Herunder et fantastisk nyt værk af den danske duo Vinyl -terror & -horror skrevet til Ensemble KNM Berlin og slutteligt en medrivende og opløftende koncert med Ensemble Zafraan og den danske operasanger Dénise Beck, hvor ensemblet har inviteret operaen ind i den nye musik og skiftevis fortolkede gamle og nye værker – flot kurateret og gennemtænkt i samarbejde med ensemblet. Som jeg i min ros til Dénise fik sagt: Dejligt at den sidste aften i Berlin sluttede med den stærkeste oplevelse af alle.

Udover koncertoplevelser blev det til et besøg hos den Danske Ambassade med en pop up-koncert af Ragnhild May, der netop er flyttet til Berlin som en del af Artist-in-Berlin programmet udvalgt af DAAD. Herudover talte et besøg hos Errant Sound – et lydkunst-galleri samt besøg hos Cashmere Radio – en eksperimenterende radiostation. Ved besøget hos Cashmere ankom vi lidt for sent og bombede direkte ind i en live radio-transmission. En på mange måder speciel live-udsendelse, hvor lytterne efter en live-impro af duoen Y-E-S Collective blev suget med ind i et “slik-spil”. Her skulle de fire radiogæster skiftevis gætte hvilket stykke chokolade, der faldt ned i en æske (små chokolade varianter af bl.a. mars, twix, snickers, milky-way, bounty osv.) En nærmest umulig bedrift, da alle små chokoladestykker næsten lød helt ens, når de blev tabt i æsken. Herefter den legendariske telefonfis, hvor radioværtens mor blev det første offer (efter at der var gået 2-3 minutter med at ringe til folk, der ikke tog telefonen). Under nærmest hele udsendelsen (som varede en time) var både værtens og gæsternes stemmer forvrængede og skiftede fra høje til lave pitches, som gjorde det svært at identificere, hvem der talte og samtidig svært at forstå, hvis der blev talt hurtigt og oveni hinanden. Det pludselige skift fra bylivet i Berlin til i næste øjeblik at være vidne til denne på mange måder underlige, ret interne og for flere nærmest kedsommelige og ligegyldige udsendelse fik også delt humøret og oplevelsen i vores lille danske gruppe. Flere blev provokeret af den næsten arrogante holdning og meningsløse tilgang til spild af tid, hvor andre anerkendte værtens og programmets hyldest til det absurde og det at være i nuet uden at skulle nå alt muligt på kort tid.

Interessant er det trods alt at have en radiokanal, hvor der kan leges frit uden stillingtagen – samtidig krydser jeg fingre for, at andre af deres udsendelser måske i højere grad tør tage stilling og stille spørgsmålstegn, eller blot være mere eksperimenterende end lige det, vi var vidne til. Det virker oprigtigt som om, der er plads til begge dele, og at alt er tilladt.

Det var inspirerende at tage del i et sådant besøgsprogram, uden at have sit instrument med og selv skulle spille koncert. Det skabte rum for mange gode samtaler og samtaleemner – både blandt de medrejsende og med de tyske og internationale musikere, komponister og ensembler. Der har været plads og tid til brainstorming, udformning af nye ideer og lyst til at udvikle nye koncepter, koncertserier og samarbejder med ensembler, komponister og musikere imellem. Jeg kan kun glæde mig over at kunne følge – og være en del af – musikkens og lydkunstens fortsatte rejse og udvikling i Danmark. 

Læs mere om NEUSTART på projektets hjemmeside.

Tak for tilmeldelsen!

Du har nu tilmeldt dig Art Music Denmarks nyhedsbrev.