Kunstner og komponist Christian Skjødt Hasselstrøm udvalgt til ISCM 2022

Foto: Mathies Jespersen

Christian Skjødts værk ‘Interdependencies, Part I’ (2018) er udvalgt som det danske indslag til ISCM World New Music Days 2022 i Auckland, New Zealand.

Som den danske sektion af ISCM har Art Music Denmark hvert år fornøjelsen af at udsende et åbent Call for Works til ISCM World New Music Days. Christian Skjødts værk blev oprindeligt udvalgt til ISCM World New Music Days 2020, men grundet Covid-19 blev festivalen udskudt til 2022 og løber nu i stedet af stablen fra d. 23. august – 31. august 2022.

Christian Skjødt Hasselstrøm, der er uddannet ved Det Jyske Musikkonservatorium, arbejder som kunstner og komponist i feltet mellem lyd, visualitet og videnskab. Skjødt har præsenteret sit arbejde på gallerier, museer, festivaler, og koncertsale i store dele af verden og har blandt andet modtaget priser fra Prix Ars Electronica og Japan Media Arts Festival.

Det udvalgte værk ‘Interdependencies, Part I’ blev skabt under residencies ved EMS Elektronikmusikstudion i Stockholm (2017) samt Notam, Oslo (2018), og tager sit soniske samt konceptuelle udgangspunkt i et selvbygget elektronisk instrument, der undersøger strømlige afhængighedsforhold i et slags ”nulsumsspil”. 

I forbindelsen med offentliggørelsen af ISCM’s udvalgte værker har Art Music Denmark snakket med Christian Skjødt, der fortæller, at han er spændt på at genbesøge værket, der havde sin uropførelse til Open Days i Vor Frue Kirke i Aalborg tilbage i 2018. 

‘Interdependencies, Part I’ får sin længe ventede debut på den anden side af kloden, når det på torsdag d. 25. august opføres på Kunstgalleriet Te Uru Waitakere Contemporary Gallery i Auckland, New Zealand.

Hvad er ISCM World Music Days?

ISCM (International Society for Contemporary Music) er en verdensomspændende forening og netværk for ny musik med flere end 50 medlemslande. Foreningen afholdt ISCM World New Music Days første gang i Salzburg i 1923, og siden har projektet årligt rejst mellem storbyer over hele kloden. Festivalen er altså en globalt orienteret begivenhed, der kan være med til at forbinde musik til nye publikummer, nye musikere og komponister samt arrangører og organisationer fra hele verden. 

Læs mere om ISCM her.

Læs mere om Christian Skjødt her. 

Tak for tilmeldelsen!

Du har nu tilmeldt dig Art Music Denmarks nyhedsbrev.