Documenta – Kunstens rolle i en verden i krise

Rune Søchting, projektleder indenfor lydkunst hos Art Music Denmark, har været i Kassel og bringer her sine refleksioner over, hvilke mere overordnede spørgsmål udstillingen giver anledning til. 

Der er allerede blevet skrevet meget om den 15. udgave af udstillingen Documenta, der åbnede 18. juni, og hvis åbning ikke mindst blev præget af en pinlig afsløring af et banner, der viste sig at indeholde antisemitisk indhold.

Siden 1955 har den tyske by Kassel hvert 5 år været hjemsted for Documenta, der blev etableret med ambitionen om at skabe en tilbagevendende internationalt orienteret kunstudstilling som omdrejningspunkt at bidrage til et nyt startpunkt. Med et budget i omegnen af 40 millioner euro er Documenta i dag vokset til en skelsættende kulturbegivenhed og fungerer som et gigantisk forstørrelsesapparat på tendenser i samtidskunsten. Alene af den grund er Documenta i sagens natur et besøg værd.

Som kuratorer for Documenta 15 står kunstnerkollektivet Ruangrupa fra Djarkata og Indonesien, og de har valgt at gribe opgaven an efter et decentralt princip og inviteret andre kollektiver, som så igen har kunne invitere.

Resultatet er en udstilling, hvor den individuelle kunstner og værkobjektet fylder mindre og hvor socialt orienterede praksisformer og kollektive processer er i fokus med projekter, der arbejder relationelt med nøglebegreber som omsorg og med kritisk tematisering af kulturelle, sociale, geografiske magtpositioner.

Hvor fascinerende dette afsæt end er for at skabe en vildtvoksende, uforudsigelig udstilling, er den umiddelbare oplevelse præget af en uforløst spænding mellem publikums forventning om ekstraordinære og dyrt producerede kunstoplevelser og en kollektiv, kritisk og procesorienteret praksis, der undersøger kunstens forandringsskabende potentiale uden nødvendigvis at have tilfredsstillelsen af en oplevelseshungrende offentlighed som egentligt mål.

Som en tilrejsende ældre herre, der var sidemand ved morgenmaden på vores hotel skuffet sammenfattede sin oplevelse: “zu viele Projekte, keine Kunst”.

Når det er sagt, er der også værker, og alene udstillingens skala og mangfoldighed gør, at der opstår fine momenter, hvor velresearchede projekter med afsæt i lokale forhold munder ud i inddragende, provokerende situationer. Men oplevelsen er i lige så høj grad præget af øjeblikke, hvor man står over for, eller måske snarere udenfor, workshoprum, hvor komplekse diagrammer tegnet på væggene vidner om leg og arbejde, der har fundet sted, men hvor man enten er kommet for tidligt eller for sent (corona spøger også på Documenta).

Samlet betragtet er Documenta 15 måske meget præcist udtryk for en aktuel spænding i diskussionen, af hvor kunsten får sin relevans og rolle i en verden, der på mange måder er vredet skæv, er i krise.

For hvilket potentiale har kunsten for at medvirke til at skabe reel forandring? På hvilke måder kan kunsten som praksisrum filtres ind i et levet liv for derved at motivere forandring og åbne for andre perspektiver?

Disse spørgsmål er ikke nye og ikke begrænset til billedkunsten, men gælder kunstnerisk praksis i bred forstand. Documenta 15 vil næppe blive husket for at give entydige svar eller løsninger, men bidrager i sin form ikke desto mindre til en relevant og nødvendig diskussion.